Juleaften med dine søskende

Brev fra Therese:

Kære Maiken

Jeg håber, at du havde en god juleaften, og jeg håber, at du fik det, du ønskede dig.

Nu vil jeg fortælle om min juleaften:

Vi var hjemme hos din far, Ellen og dine søskende. Vi kom om eftermiddagen, hvor vi først skulle fejre Nikitas fødselsdag. Derefter begyndte vi på selve juleaften, og vi startede med at spille pakkeleg. Det var rigtig sjovt, og alle fik pakker, undtagen Morten.

Da vi alle havde pakket pakkerne op, gik Trine og jeg ned på hendes værelse og flettede julehjerter. Det gik ikke helt så godt for mig, men jeg kunne heller ikke huske, hvornår jeg sidst havde flettet et. Trines hjerte blev rigtig flot, hun havde helt klart mere erfaring med julehjerterne.

I køkkenet lavede vores fædre julemaden. Der blev lavet flæskesteg, brunede kartofler, almindelige kartofler, brun sovs og rødkålssalat.

Inde i stuen legede Nikita og Milla, og oppe på Filips værelse spillede drengene computer. Om aftenen spiste vi den gode julemad. Det smagte super godt, og jeg var især vild med rødkålssalaten, som min mor havde lavet.

Efter vi havde spist, dansede vi rundt om juletræet og sang julesange. Vi gav hinanden gaver, og det var rigtig spændende. Trine var «julemand» og delte gaverne ud.

Sidst på aftenen fik vi risalamand, den var vi nemlig for mætte til at spise efter julemiddagen. Filip fik mandlen og mandelgaven, som var en sjov bog med masser af skøre oplysninger.

Vi havde en hyggelig juleaften, men vi savnede selvfølgelig allesammen dig, Maiken.

Jeg håber, at du får et godt nytår og håber, at vi ses snart i 2014.