Tale ved farfars bisættelse

Brev fra Jan:

Kære Maiken

Over 100 mennesker var mødt frem til din farfars bisættelse i Brovst Kirke d. 25-10-14, og knap 90 deltog bagefter i mindehøjtideligheden på Arentsminde Cafeteria.

Din savnede kusine var med. Din fætter var med. Og dine to søskende var med. Din tvillingebror og din fætter var endda med til at bære kisten.

Men du var der ikke, Maiken, og det bør få alle advarselslamper til at blinke. Både hos dem, du kender. Og hos de myndigheder, som i øvrigt for længe siden burde have genforenet dig med din savnede familie på din fars side.

Vi havde prøvet at få en invitation igennem SMS-afspærringen og den øvrige Berlin-mur omkring dig.

Måske nåede vi det. Måske nåede vi det ikke.

Men vi ved jo godt, at det er akkurat som med den rigtige Berlin-mur. Det var svært at få meddelelser ind i Østberlin (de skulle først gennem censuren). Men det var helt umuligt at få mennesker den modsatte vej.

Heldigvis blev Berlin-muren revet ned i disse dage for 25 år siden, og sådan går det med de fleste mure, som har til formål at begrænse menneskers frihed.

Men internettet kan heldigvis komme frem overalt. Og du skal selvfølgelig ikke vente ind til din genforening på at høre om din farfars bisættelse. Desuden må det vel være rart endelig at kunne få lov at høre lidt om den farfar, som du har været afskåret fra at se i mere end to år. Så derfor får du her min tale ved din farfar, Carlo Larsens, bisættelse:


Tale ved farfars bisættelse 25-10-14

I dag vil jeg kalde ham farfar. For det er han for de syv børnebørn, der nu skal føre slægten videre. Og det må nu en gang være det vigtigste.

6-4-08 holdt vi fødselsdag her på Arentsminde Cafeteria. Både for farmor og farfar. Nu er anledningen anderledes alvorlig, så det bliver min tale også. Men ikke for meget. Det vil slet ikke være farfars stil.

Den her gang skal det handle om AT BLIVE VED JORDEN.

Ved jorden at blive, det tjener os bedst. Sådan skriver Grundtvig i «Langt højere bjerge så vide på jord».

Farfar var landmand, men det skulle han slet ikke have været. Inde ved militæret havde han kurs mod at blive PILOT, og havde det ikke været for hans farveblindhed, så var meget måske gået anderledes. - Adressen gennem det meste af livet var nok ikke blevet Vilsbæk. - Nogle af gæsterne her ville måske have haft militær- eller luftfartsuniform på. - Og jeg ville måske ikke stå her og holde hans bisættelsestale på jysk.

Men skæbnen ville, at farfar skulle blive ved jorden og bygge en gård op ved Brovst. Om det tjente ham bedst, som Grundtvig skriver??? Ja, det får vi aldrig svar på.

Men det med at blive ved jorden blev ikke blot hans skæbne. Det var vel nærmest også hans LIVSINDSTILLING.

  1. Ikke på den begrænsende måde. At vi skal lade være med at sætte høje mål. For det skulle vi skam.

  2. Vel nærmere på den forsigtige, konservative måde: Lad være med at lave noget om, som fungerer udmærket. Og husk nu også at lægge til side til dårligere tider.

  3. Eller: Det kan vi gøre lige så godt selv. Og jeg skal love for, at vi gjorde tingene selv. Også i høsten når sikringen gik til kornsneglen, og der ikke var flere tilbage. Så kom rullen med sølvpapir frem. Farfar fik lavet et hurtig fix, og så kunne vi køre igen. Utroligt at han overhovedet holdt frem til pensionsalderen med alt det roderi ved den stikdåse med kraft.

  4. Eller: Vi rykker ikke, før vi er helt sikre. Men så rykker vi også! For der blev rykket derude på Holewasvej. Farfar og farmor var ikke bange for at gøre tingene på nye måder, hvis de var bedre. Resultatet var da også, at gården voksede støt og sikkert til næsten tre-dobbelt størrelse.

Det hele kan umuligt have været forkert. For nu at sige det på en lidt at-blive-ved-jorden-agtig måde.

Når farfar holdt fyraften, var der dog ikke tale om, at hans indstilling holdt fri. For HØJTFLYVENDE BLEV farfar aldrig. Og det VAR han aldrig i mere overført betydning. Men han havde mange meninger om livets gang her på jord. Det med at det er bedst at gøre tingene selv passede f.eks. meget godt med, at han ikke havde nogen stor fidus til folk, som mener, at de bedre ved, hvordan tingene skal gøres. F.eks. vores politikere, som i farfars øjne havde mistet enhver jordforbindelse. De stod efter hans mening for det stik modsatte af mådehold og forsigtighed.

Arbejdet var og blev dog det, der betød mest for far. Der var også meget af det! Og om aftenen fortsatte det sådan set med bestyrelsesarbejde og bridge. Alligevel forstod han at HOLDE PAUSER og nyde livet. Og være nærværende i dem.

Efter cirka 15 år ved gården bestemte han f.eks. sammen med farmor, at det var blevet tiden at holde ferie efter alle de år… Så de pakkede den grønne Opel Kadett og kørte to-tre dage rundt i landet - med overnatning omme i bag. Det var en stationcar!

Kaffepauserne blev også nydt i fulde drag med udsigt til den andedam, som farmor og farfar fik gravet på Vilsbæk. Det samme med de mange ture ud på altanen om sommeren - med udsigt ud over dammen og landskabet. Og i Brovst blev der hygget med børnebørnene, alle naboerne, avisen og kryds-og-tværserne. Det foregik som oftest i udestuen - med udsigt ud over Vilsbæk.

Men ja. Pauserne var der ikke mange af. Og det som skulle have været den STORE PAUSE efter et langt arbejdsliv, blev heller ikke ret lang. For da han var fyldt 65, kom demensen gradvist og viskede den farfar ud, som vi kender.

Farfar blev alt for tidligt tvunget til at holde pause fra, at han nu endelig skulle til at holde rigtig pause.

Og nu har han med døden fået den ultimative pause.

Vi har mistet vores mand, far, svigerfar og farfar. Både alt for tidligt - og to gange. Men han nåede trods alt at give os alle en masse kærlighed, og sende os en meddelelse om:

  • at vi skal huske at nyde pauserne i livet. Også selv om de er små.
  • at vi skal huske at nyde pauserne, mens vi har et liv at holde dem i.

Det kunne godt være det, der tjener os bedst.

Lad os rejse os og mindes farfar…

…Æret være farfars minde