Glædelig jul, Maiken

Brev fra Jan:

Kære Maiken

Ja, det var jo trist, at du heller ikke måtte være med, da Trine, Nikita og din savnede kusine, Therese, holdt fælles fødselsdagsfest hos din savnede farmor.

Det er dog ikke til at vide, om invitationen endnu en gang er blevet stoppet på vej til dig. Lige som ved de blokerede SMS´er, det forsvundne postkort og den omadresserede fødselsdagshilsen. Og lige som din mor ikke ville gå med til at åbne for din Facebook, så din far kunne få lov at invitere dig direkte til at komme med ham og Trine op til farmor i september.

Besøget i september var ellers et led i, at Statsforvaltningen havde oprettet en sag om samvær mellem dig og din far på baggrund af en opringning fra dig til Statsforvaltningens børnetelefon. Dette ville din far gerne bakke op om ved at genforene dig med den farmor, som i nu mere end fire år har forsøgt at komme igennem til dig med breve og gaver. Statsforvaltningen har ellers til opgave at skabe kontakt mellem børn og deres forældre. Det står direkte i forældreansvarlovens §19. Men det lykkedes din mor at få Statsforvaltningen til at droppe sagen (det var vist noget med en is…). Det betyder, at ødelæggelsen af dig og din familie kan fortsætte - med statsgaranti.

Så du var - heller ikke denne gang - med i familiens rafle-turnering, som vi holdt på den fælles fødselsdag. Og du kunne derfor heller ikke være med til at skrige, da jeg skar halsen over på Trine-Therese-Nikita-kagen.

Det hyggede vi os ellers meget med. Men vi vænner os aldrig til, at du på femte år holdes isoleret fra både din far, dine halvsøskende og resten af din familie på din fars side - og på andet år fra din tvillingebror. Men det skal man heller ikke vænne sig til. Det skal man ikke en gang finde sig i, for det er ren ondskab.

På denne dag, som er Jesus’ fødselsdag, er det også passende at nævne, at det er i direkte modstrid med Guds ord at forhindre et barn i at se begge sine forældre. Hvis man gør noget så djævelsk, så tvinger man barnet til at overtræde det 4. bud, som lyder: «Du skal ære din far og din mor».

Så enkelt er det.

Ligeså enkelt er det med kærligheden, som jo er kristendommens og ikke mindst julens budskab.

Intet menneske har nogensinde skrevet det mere præcist end apostlen Paulus. Mens mange andre kristne kæmpede en hård kamp for deres sag i Jerusalem for nu næsten 2000 år siden, var Paulus den fremskudte forkæmper i nutidens Tyrkiet og Grækenland. Her formåede han stort set alene at overbevise tusindvis af mennesker om Guds ord. Han var en fighter af Guds nåde, og det skal tages helt bogstaveligt, tror jeg.

Tilbage i nutiden, hvor myndighederne - og andre skriftkloge - ødelægger familier i strid med både loven og Guds ord, er der mere end nogensinde brug for at hente inspiration fra netop Paulus. I hans første Korintherbrev findes nemlig «højsangen», som er noget af det smukkeste, der er skrevet af noget menneske om netop kærligheden:

«Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.»

Det samme kan efter min mening siges om familien, for ingen steder er der mere kærlighed at hente end netop her. Familien og kærligheden er lige så tæt forbundne som kærligheden og kristendommen.

Hvad ville Paulus have skrevet om, at børn isoleres fra at være sammen med - eller blot kommunikere - med begge deres forældre i årevis?

Og hvad med Jesus, som mente, at børnene skulle komme til ham. Hvad ville Jesus have sagt, hvis nogen kom hen til ham og fortalte, at et barn forhindres i at komme hen til sin far?

Det er det spørgsmål, som ikke mindst de familiemedlemmer - du «allernådigst» har fået lov til at være sammen med her i julen - passende kunne stille sig selv, når Jesus fejres juleaften på Tranum Enge.

Jeg har fundet svaret, og det er jeg faktisk overbevist om, at du også har, Maiken.

Vi bliver aldrig lige så gode fightere som Paulus’ enmands-hær. Men jeg tror på, at vi kan hente nogle af hans kræfter fra det samme sted, som han gjorde. Og uanset hvad kan ingen forhindre os i at kæmpe med det, vi har for det, vi har kært.

Kærlig hilsen - og glædelig jul til både dig og Trine

Din onkel