Om farfars operation og familien, som altid er der

Brev fra Jan:

Kære Maiken

Du skrev et takkekort for den julegave, som farmor og farfar gav dig sidste jul. Takkekortet kom ganske vist først to måneder efter jul, men det var helt sikkert ikke din skyld.

Kortet har hængt på farmor og farfars opslagstavle lige siden. Det er hendes seneste livstegn fra dig. Hun har jo heller ikke set dig, siden du blev revet væk fra os sidste sommer.

I brevet ønskede du det bedste for din farfar, som jo er syg. Det var pænt gjort, og derfor forsøger jeg nu at gengælde med lidt nyt om farfar, som du har haft så mange juleaftener, fødselsdage, ferier og meget andet sammen med.

Tirsdag d. 11-6-13 var farfar nemlig igennem sin tredje operation i «vandværket».

Måske ved du det. Måske ved du det ikke, men så ved du det om lidt: Udover at være senil har farfar i flere år haft problemer med at komme af med sit vand.

Det seneste år har han allerede været igennem en operation i Nykøbing Mors og en i Thisted. Og efter den seneste i Thisted så det faktisk ud til, at farfar var blevet helbredt.

Men det var alligevel ikke nok. Så kl. 6:30 tirsdag morgen blev han hentet på plejehjemmet på Egevej i Brovst og kørt i taxa sammen med farmor den lange vej hen over Thy og til Mors.

Farfar havde fastet (altså ikke spist eller drukket nogetsomhelst), fordi han skulle opereres. Og han har det i forvejen med tit at være tørstig. Så det blev en ekstra lang tur hen over Thy. Ikke mindst for farmor. Der gik kun få sekunder mellem, at farfar bad om noget at drikke. Og han måtte jo ikke få noget at drikke på grund af operationen, fortalte hun bagefter.

Men de nåede da begge frem til Nykøbing Mors, hvor jeg sluttede mig til selskabet efter en køretur fra Aarhus.

Bagefter kunne den rumænske operations-læge fortælle både farmor og mig, at operationen var gået helt efter planen. Og nu skulle der ikke være brug for flere operationer. Vi håber, at det var alle gode gange tre!

Der måtte være én person fra familien sammen med farfar, mens han lå på opvågningen. Farmor tog den sidste vagt, da farfar skulle have tøj på. Inden da var jeg inde hos ham for at hjælpe til, da han skulle vågne.

Mens farfar stadig lå på sygehus-briksen og sov, havde jeg god tid til at kikke på den magre mand med de tynde grå hår-tjavser, som tilfældigvis er vores fælles forfader. Der løb mange tanker gennem hovedet på mig om, hvor hjælpeløs man bliver, når man bliver gammel og svagelig.

På den ene side blev jeg ked af det. Men på en anden side syntes jeg også, at jeg fik nye kræfter - og endda nyt livsmod. Det kom i hvert fald til at stå endnu klarere for mig, hvorfor vi bør passe på den familie, vi nu en gang er en del af.

Det meste af livet får vi alle en hel masse af vores familie: Fødselsdagsfester, gaver, ferier, tag over hovedet, mad, hjælp med lektierne, trøst, hyggeligt samvær osv. Men det kan også vende, så familien lige pludselig har brug for at få noget af os.

Det havde den i tirsdags, hvor jeg fik god lejlighed til at holde farfar i hånden - og betale bare en lille smule tilbage af alt hans slid for mig gennem årtier. Og tænk: Det føltes faktisk, som om det var mig, der fik - og ikke gav!

Hjælpen går snart den ene vej, snart den anden vej. Men glæden går altid den modsatte vej.

Det er lidt som med kærligheden, som jo gerne skulle være til stede i både et ægteskab og i hele familien.

Men ægteskaber holder tit ikke ret længe i dag. Det ved vi godt.

Så holder en familie meget længere. Den er der stadig, selv om mor og far går fra hinanden. Vi har alle brug for noget, som altid er der. Noget, som bliver ved med at være der. Og det er lige netop det, som efter min mening gør familien til noget helt fantastisk. Vi blev simpelthen nødt til at opfinde den, hvis ikke den var her.

For i familien holder kærligheden længst. Familien er det sted, som mest af alt lever op til ordene: Den tåler alt. Den håber alt. Den udholder alt.

Sådan er det i hvert fald i en rigtig familie.

Og sådan en familie er vi.

Endelig tegner der sig det klare billede, at du også gerne vil være en del af den. Tak for det, Maiken…;-)