Med børn som våben

Brev fra Familien Læburgh Larsen:

Kære Maiken

Så du de tre programmer i serien «Med børnene som våben», som blev vist på TV2 for nylig?

Det håber vi, du gjorde. Udsendelserne sætter fokus på flere forældres desperate kamp for at få lov til at se deres børn. Børnene bliver nemlig holdt uberettiget tilbage af deres mor eller far. Og serien viser, hvordan børn bliver tvunget til at lyve om deres forældre og sige dårlige ting om deres mor eller far. Børnene bliver brugt som et «våben», så mor eller far kan opnå for eksempel hævn og børnepenge…

Det er nogle uhyggelige udsendelser, Maiken. Det værste er, at nogle af sagerne, som vi fulgte i udsendelsen, minder om en sag, som vi kun kender alt for godt. Det er skræmmende at høre nogle børn sige og skrive dårlige ting om mor eller far til myndighederne, og det er helt tydeligt, at det ikke var deres egne ord, men nogle ord som de havde fået besked på at sige…

Noget af det værste er at høre psykologer fortælle om, hvor meget det skader et barn at blive brugt på denne måde. Børn, der bliver brugt som våben, vil være bange for at blive svigtet. De fortæller også, at det ikke kun er som børn, at de vil være påvirket af det. Selv når de bliver voksne, vil de stadig slæbe rundt på det. De vil tvivle på, at kærligheden varer ved, og de vil have svært ved at binde sig, fordi de er bange for at blive svigtet.

Sødeste Maiken. Du kan tro, vi er meget bekymret for dig. Vi ved jo, at du gerne vil mødes med din far og dine elskede halvsøskende, som også savner dig. Din kusine Therese venter også på dig - ja, det gør hele din fars familie.

Også farmor venter på at se dig, og vi får at vide, at folk i byen er meget bekymret for dig, Maiken. Når farmor går på indkøb i Brovst, møder hun mange, der skal høre, hvordan det går med dig. Alle er rystede over at høre, hvordan det kan gå til, at du ikke har set hverken din far eller resten af hans familie i næsten to år nu.

Vi husker stadig, da vi hørte om, hvordan du for et år siden tilfældigt havde mødt dine små halvsøstre og papmor Ellen i byen. Du var jublende glad, og glæden var virkelig gengældt. De små piger elsker dig nemlig højt, Maiken. Se, det var den glædelige begivenhed.

Men kort tid efter faldt straffen. Og det var nok den værste, der kan overgå et barn, der elsker og savner sin familie: Facebookforbindelsen til din far + Ellen + Ellens far i Belgien + Therese (lidt senere) blev lukket ned, og familiens mobil-beskeder til dig blev pludselig ikke besvaret. Vi får stadig ondt i maven ved at tænke på, hvad der kan være sket.

Det skriger jo til himlen, at der ikke kan være kommunikation i en familie, hvor medlemmerne savner hinanden. Så vi havde kun én udvej tilbage: At lave Maikensgave.dk. Derfor fik du webstedet som en del af vores konfirmationsgave til dig. Den kan der nemlig ikke lukkes ned for. Din mor fortæller jo ganske vist, at der er virus på webstedet. Men det passer selvfølgelig ikke, og det ved du nok også godt.

Der bliver desværre lukket ned for kontakten i mange familier rundt om i landet. Ifølge udsendelserne er der hvert år 800 nye familier, hvor et barn af den ene eller anden grund ikke ser den ene af sine forældre. Og i mange af tilfældene er den forælder, som børnene ikke ser, en fuldstændig velfungerende mor eller far. Vedkommende har blot ikke haft fantasien eller ondskaben til at køre den anden forælder ud på et sidespor - endda ofte med myndighedernes hjælp. Og den slags godhed kan man miste sine børn på i dagens Danmark.

Sidst i en af udsendelserne var der dog et lille håb for en mor, som ikke måtte se sine børn. Hendes søn havde nemlig sagt til en bekendt af familien, at han rigtig gerne ville møde sin mor… (men til sagsbehandlerne havde han sagt det modsatte…).

Vi tvivler ikke på, at du stadig gerne vil se os, Maiken. Og vi holder fortsat utrolig meget af dig, så vi venter selvfølgelig stadig på dig. Sådan gør man efter vores mening i en rigtig familie.

Men vi håber, at du snart tager mod til dig. Psykologerne må ikke få ret - igen. Du skal selvfølgelig også være et helt menneske med en hel familie, så du kan få et godt liv lige som alle andre.

Det fortjener du.

Vi kan ikke være de eneste, der har optaget alle tre udsendelser. Så prøv, om ikke du kan se dem - for eksempel hos en af dine veninder. Det er en barsk omgang, som kun virkeligeheden kan være. Så måske kender du også en voksen, du kan se programmerne sammen med.

Her kan det vel være på sin plads at komme med det gode råd, at du kunne tage og se udsendelserne sammen med en voksen, som rent faktisk går ind for, at børn har ret til at være sammen med alle deres forældre - og omvendt.

Nedenfor finder du et link til to trailere til programmerne. Man kan også se udsendelserne på TV2 Play (mod betaling).

Med børnene som våben på TV2 Play

Trailer 1 på YouTube

Trailer 2 på YouTube

Læs også om Cirkeline Westergaard, der ikke har set sine to børn i mere end to år:

Cirkelines kamp for at komme til at se sine børn

Cirkeline forsøger via tv

Opbakning til Cirkelines kamp


PS til Maiken: Husk at slette dine midlertidige internetfiler, når du har læst dette brev.   Se vejledningen (i bunden).

De kærligste hilsner

Din familie i Aarhus

Planlagt til næste brev:
Lindas Løgne Liste 6-10